Kaere allesammen.
Uden held har jeg op til flere gange forsoegt at indfange lidt af min nepalesiske verden paa skrift. Det har jeg nu opgivet, og istedet vil jeg blot forsoege at fortaelle lidt om den. Hvis jeg, som man nu engang boer, skal begynde med begyndelsen maa jeg tilbage til en graa og kedelig stund i januar. Efter en rum tids soegen efter det naeste eventyr (at droemme sig vaek fra Danmark i januar er naeppe uhoert...) fandt jeg endelig frem til Dialogos Ungdom. Dialogos Ungdom er en mindre uafhaengig organisation, som klaeder unge paa til at skulle fungere som frivillige i alskens forskellige projekter i enten Nepal eller Uganda i en laengere periode. Det blev Nepal for mit vedkommende og her har jeg saa vaeret i en smaa 5 uger nu. Og det er egentlig ret fantastisk.
Tingene tog relativt hurtigt form efter moedet med Dialogos Ungdom og allerede nogle maaneder efter befandt jeg mig i luften - paa vej. Jeg ankom Kathmandu, Nepals hektiske og larmende hovedstad d. 12. marts. Mine ben foeltes en tand blege og pjevsede, da jeg traadte ud af lufthavnen og blev moedt af en mur af smok, hede, ivrige/bestemte taxichauffoerer, jet-lag med det tilhoerende soevnunderskud og bare uoverskuelighed generelt. Et heftigt menneskemylder og en foelelse af, at udfordringen ikke var at vaere “Anna alene i verden”, men derimod “Anna – overhovedet ikke det mindste alene i verden!”. Heldigvis fandt jeg hurtigt nepalesisk fodfaeste paa toppen af bakken i Kapan – i mit nepalesiske hjem hos min nepalesiske familie i nepalesiske Kapan. Kapan ligger udenfor det centrale Kathmandu oppe paa en bakke – det foeles lysaar vaek fra det indre Kathmandus klaustrofobifremkaldende kaos af trafik, larm og millioner af mennesker paa faa kvadratcentimetre. Generelt formaar nepalesere at pynte alt, og hermed menes ALT, med buddhistiske og hinduistiske symboler, farvestraalende moenstre, bedeflag og citater fra alverdens taenkere - Dalai Lama saavel som den nepalesiske Dyne-Larsen. Altså er det kaotiske gadebillede, trafik- og kabelkaos, samt menneskemylder loeftet af et ganske jublende farvegilde, som synes ret sigende for det Nepal jeg hidtil har stiftet bekendtskab med - kaotisk, fattigt larmende og pokkers smukt.
Jeg er havnet hos familien Tamang - en aldeles herlig familie, som vokser for mig (baade i overfoert og bogstavelig forstand - jeg har flere gange forsoegt at kortlaegge et nogenlunde stamtrae, men nepalesiske familier er uhyre avancerede, et gigantisk virvar, da alle nepalesere tilsyneladende er viklet ind i hinanden som faetre og kusiner paa en eller anden vis.) hver eneste dag. Foerst foeltes det uvant og soegt at blive tiltalt som datter og soester, men nu er det saa umaadelig rart og trygt. Dawa og Huimaya er mine vaertsforaeldre - Huimayas fnisen udefra koekkenet, hvor hun ofte befinder sig, slaar ligesom tonen i huset an, som stoet foelges op af Dawa, der brummende har travlt med at velsigne hele huset med sin roegelse og meditative mumlen. Sammen har de har 3 boern – to doetre, Ongmu og Mary paa henholdsvis 16 og 4 aar, og soennen Dundup paa 13. Og de er praecis som mindre soeskende siges at vaere – kærlige, ærlige (mit nepalesiske navn er Taya, hvilket betyder skygge/spoegelse og ifoelge Dundup og Ongmo er det lige i oejet og passende til mit blege ydre. Dog er Taya-tiden vist allerede paa en detour efter adskillige solskoldninger.) sjove, legesyge og herlige. Huset rummer en befriende humor og uhoejtidelighed. Det er som om at en toer, dansk sarkasme har sneget sig ind i husets mange sprog - engelsk, nepalesisk og tamang. Mary paa 4 er et af de mest energiske og intelligente boern jeg har moedt, hun soerger for at jeg kommer op foer vaekkeuret og i seng efter sengetid. Udover kernefamilien rummer huset adskillige andre. Christine, amerikansk co-founder af boernehjemmet
Chhahari, hvor jeg arbejder, bor her ogsaa og i husets underetage er der jaevnligt udskiftning af gaester og venner, som har en eller anden tilknytning til Dawa og Huimaya eller Christine og Chhahari-boernehjemmet. Og saa er der selvfoelgelig den kaere Nanna, som jeg deler vaerelse med. Hun er her paa samme baggrund som jeg - som frivillig igennem Dialogos Ungdom og arbejder paa selvsamme projekter som jeg. Vi kommer mere end godt ud af det med hinanden og jeg nyder ogsaa at kunne soege tilflugt til rugbroedssavn, daarlige danskerjokes, samt dele baade frustrationer saavel som vild begejstring.
Jeg arbejder som tidligere naevnt paa boernehjemmet Chhahari, som ligger en 25 minutters gang fra mit hjem. Her bor 22 fantastiske unger i aldersgruppen 4-16 aar. De er sejlivede og livsglade som ind i helvede. Det bliver ved med at forbavse mig, hvor tillidsfulde og hjertelige de er - isaer taget deres forskellige historier i betragtning. Det er ikke altid til at baere at forholde sig til, hvad nogle af dem har skulle opleve - men de baerer det og jeg er fuld af respekt og beundring. Uma og Kumar, et nepalesisk aegtepar, bor sammen med boernene i det lille hus - de er nogle varme mennesker, som jeg nyder at vaere omkring. Timerne hos Chhahari-boernene flyver afsted med alt fra dans, leg, lektiehjaelp til toejvask og videoaftener. Generelt er alle slags shows i hoejsaedet her - danseshows, syngeshows, hoppeshows etc. Man moedes af energi, en roed tika klistres mellem mine oejne og en omgang UNO-kort puttes i mine haender - "kom her, soester", "se her, soester", "nejnej, det er mig, der leger med soester". Man er paa bigtime og det er herligt.
Udover arbejdet paa Chhahari har jeg undervist i engelsk paa Vajrayan Tibetan School i Boudha om formiddagen. Det var dog en kortere affaere, da antallet af elever var for lavt og svaert at regne med. Ifoelge skolelederen, Cheswang, skyldtes det isaer at det kinesiske politi har en del foelere ude i Boudha. De elever jeg underviste - og de elever der saa ofte ikke kunne moede op - er tibetanske flygtninge, som ikke kunne risikere et moede med det kinesiske politi, da de opholder sig ulovligt og uden papirer i Nepal. Det tog nogle uger at naa til beslutningen, i samraad med en meget forstaaende Cheswang, om at stoppe fra Vajrayana Tibetan School. Det er uden tvivl et godt projekt og det har givet mig nogle gode bekendtskaber og oplevelser. Isaer har en elev, en tibetansk munk, gjort et ret stort indtryk med hans beretninger fra livet i Tibet og sidenhen livet som flygtning i Nepal. Dog er jeg glad for min beslutning - i morgen starter jeg paa Sagarmatha School, som er den skole hvorpaa boernene fra Chhahari gaar paa. Egentlig burde jeg have haft foerste undervisningsdag i dag, men en strejke sat tingene ud af spil. Det er hoej, dog temmelig svedende, pande jeg gaar til Sagarmatha School i morgen. Laerergerningen paa nepalesisk er en udfordring - klassevaerelserne rummer op mod 45 boern og ja, jeg aner ikke helt hvad jeg kan vente mig.
Jeg forsoegte lige at formulere en beskrivelse af en typisk dag i mit hoved - en nepalesisk hverdag. Men det er som om, at begrebet hverdag forekommer ikke rigtig i entalsform paa nepalesisk. Det nepalesiske sprog maa derimod rumme op mod 365 forskellige ord for hverdag. Uforudsigeligheden er lige saa skoen som pokkers - planlaegning af alt fra undervisningsforloeb til indtagelse af frokost finder sted, dog maa er reglen at det aldrig finder sted som planlagt. Mine planlaegningsrutiner er noget jeg, med min blegdanske mentalitet, forsoegte at tage med mig til Kapan, Kathmandu. Og heldigvis lykkedes det langtfra. Det foeles godt (for det meste) at faa een paa snuden som forvant controlfreak. Og det foeles (for det meste) godt at blive rystet lidt i min grundvold. En ting gaar dog igen i mit Nepal - uanset om jeg befinder mig i Himalaya, Pokhara eller Kathmandu. Jeg sover brandgodt - helst 8+ timer og det er alletiders. I morges vaagnede jeg eksempelvis efter 9,5 behagelige sovende timer ved en 6-tiden. Jeg listede med min yogamaatte op paa taget og vaagnede med en kop te og derefter en lille omgang morgengymnastik i morgensolen - ifoert bade min moders cykelshorts og aand! Der er nemlig ogsaa tid til en masse tankespind, til at kvaerne adskillige boeger og til bare lige at traekke vejret.
Jeg har paa elegant vis skippet et temmeligt stort kapitel i min beretning om de foerste 5 uger i Nepal. Da Nanna og jeg begge besluttede at stoppe paa Vajrayana Tibetan School og begynde paa Sagarmatha rendte vi ind i en skoleferie på en 15 dage, som gav anledning til og mulighed for at vi tog paa en mindre rejse til Pokhara og en efterfoelgende stoerre rejse op (og her mener jeg i allerbogstavligste forstand OP) i Himalaya - mindblowing, intet mindre. Dette maa vaere en teaser til naeste blogindlaeg, som jeg vil skrible og skravle mig sammen til i naermeste fremtid.
Jeg haaber alt er vel hos jer alle,
Anna
Ps. Endnu et essentielt emne har jeg overset og maa huske at komme omkring i naer fremtid - dal bhat - nepalesisk mad. I voldsomme og ganske vidunderlige maengder. Jeg har for vane at hikke, naar maden er tilpas krydret, og ja, jeg hikker i et vaek.
